Udflytning – manipulation eller tabt demokrati?

I august 2015 annoncerede regeringen, at nu skulle der, som konsekvens af alle skandalerne i SKAT, laves en helt ny struktur, hvor der var tre afgørende mål: 1 udflytning, 2 decentralisering og 3 klar ansvarsplacering.

Det har vist sig at være en meget speciel form for decentralisering, udflytning og klar ansvarsplacering.

Tag feks administrationsstyrelsen, som under stor opmærksomhed blev flyttet til Midtjylland. Her er direktøren kun kommet i lønramme 39. Derudover har man placeret 6 af 9 kontorchefer i Kbh og 2 ud af 2 underdirektører i Kbh – dette selv om det hedder, at Styrelsen er udflyttet til Herning.

Den anden “Styrelse”, Motorstyrelsen, der er flyttet til Ålborg, er det blevet til 1 direktør i lønramme 39, 1 underdirektør og 2 kontorchefer, det er alt hvad der er i den så kaldte ”Styrelse”!

I ”Udviklings- og Forenklingsstyrelsen”, hvor alt system- og procesansvar er placeret (alt styres således fra denne styrelse), er alle lederstillinger placeret i Kbh. 54 kontorchefer, 11 underdirektører, 4 fagdirektører (lønramme 39 svarende til styrelsesdirektørerne i Jylland) og 1 direktør i lønramme 40.

I den anden store Styrelse, ”Skattesstyrelsen”, er stort set alle lederstillinger ligeledes placeret i Kbh centrum. I denne ”styrelse” er der 34 kontorchefer, 11 underdirektører, 4 direktører i lønramme 39 og 1 direktør i lønramme 40 placeret i Kbh.

Ingen af de så kaldte ”Styrelser” har et klart defineret ansvarsområde. Ansvaret for IT, jura, økonomi, vejledning, modtagelse af angivelser og betalinger er alle fælles funktioner. Det betyder, at der aldrig vil kunne placeres et ansvar for de fejl, der fortsat bliver begået.

Det er det der hedder decentralisering, udflytning og klar ansvarsplacering!

Det efterlader mig med et stort spørgsmål – er det regeringen der manipulerer vælgerne eller er det topembedsmændene der manipulerer ministeren? Min fornemmelse er, at det er de centrale topembedsmænd, der ikke ønsker at slippe magten.